Vi blødgør vandet i Opnæsgård
Da der ikke har været planer for at blødgøre drikkevandet i Hørsholm, har vi valgt at blødgøre vandet selv via blødgøringsanlæg i bebyggelsen.
Kalkindholdet i vandet er blevet reduceret fra temmelig hårdt (hårdhedsgrad ca. 14) til middelhårdt (hårdhedsgrad ca. 8).
Vores vands hårdhedsgrad er således på linje med hårdhedsgraden i størstedelen af Jylland.
Der er kalk, magnesium, fluorid og andre stoffer i vores brugsvand
Kalk findes naturligt i vores brugsvand, da det pumpes op fra undergrunden, som i Danmark til dels består af kalk.
Nogle områder indeholder mere kalk end andre.
I Nord- og Midtjylland er det naturlige kalkindhold lavere end i resten af landet. Typisk er vandet dér blødt til middelhårdt (hårdhedsgrad 4 – 12).
På Sjælland er vandets kalkindhold væsentligt højere – temmelig hårdt til særdeles hårdt (hårdhedsgrad 12 – over 30).
I boligen er der kalk alle steder, hvor der er vand. Kalken sætter sig som hvide aflejringer eller som partikler, der kan være svære at få af – i kaffemaskiner, på armaturer, håndvaske, badekar, vaskemaskiner, opvaskemaskiner etc.
Kalken sætter sig også på indersiden af alle vandførende rør, i filtre, på vandhaner, i termostater, i tøj og mange andre steder.
Hårdt vand med højt kalkindhold har en negativ effekt på miljøet
Kalk forkorter levetiden på varmtvandsbeholdere, vaske- og opvaskemaskiner, rør og fittings etc.
Når kalken sætter sig fast på varmelegemer og i rørene, bruger maskinerne mere energi.
Kalk besværliggør vandgennemstrømningen i rør. Kalken sætter sig på indersiden af rørene og med tiden bliver det åbne areal inde i røret mindre og mindre. Det kræver f.eks. 6 gange mere energi at pumpe 12 l vand pr. minut gennem et rør med en diameter på 20 mm, hvis røret har en kalkbelægning på 3 mm.
Hårdt vand kræver også, at man skal bruge mere sæbe for at få tøjet rent – og derfor slider det på tøjet at have meget kalk i vandet.
Vandet på glas og porcelæn efterlader kalkpletter, og kalken sætter sig på fliser og armaturer, som derfor kræver mere rengøring.